Der vises 4/4

Nyeste oplevelser

Liv og Død

Indsendt af Juleand

Ikke meget forventes af en lille skov, når vi mennesker kommer på besøg udefra. Men oplevelsen af at træde ind i en helt anden verden kan i Suserup være overvældende. Uvant mange sanseindtryk får os til at sænke farten og i forsigtighed følge den utydelige sti, der ærbødigt snor sig. Hvert væsen er forskelligt og sammen omslutter de os så nært, at vi føler os inddragne som gæster. De rammer os med opdagelser og erkendelser i alle størrelsesforhold. Det går op for os, at vi befinder os inde i et sammenhængende system af liv og død, der tydeligt spejler årstiderne og andre naturkræfter. Hvor kæmper ligger og hvor en rev og en musvåge endte deres færden, blomstrer livet. Suserup er større indeni end udenpå. For det vældige net af forbindelser i en ellers lille biotop giver et sus af at være en del af en levende planet. At være lidt i skjul fra den menneskelige verden og omgivet af tidsløshed danner i det hele taget grobund for leg og fantasi. Hvormed vi let forsvinder ind i en hvilken som helst verden. Så det er sikrest at slippe ud inden skumring, medens vi stadig kan ;-).

Urfølelse

Indsendt af Marie Bisschop-Thomsen

Jeg elsker de danske skove, og netop i Suserup er det helt specielt. En følelse af at komme til en anden tid - eller et sted, hvor skoven har haft mulighed for at blive sin egen. Det giver mig en dobbelt følelse af både umiskendelig ro og alligevel en uro. Denne urfølelse af at være til stede på naturens præmisser er noget uvurderligt. Det er noget alle bør opleve fra tid til anden. Det giver perspektiv på tilværelsen.

Vidunderligt sted

Indsendt af Lars Peter Bærendsen

Familien tager turen igennem skoven flere gange om året. Den er skøn i alle årstider. Det er en særlig glæde at "kratluske" i Danmarks måske ældste urørte skov. Med venlig hilsen Lars Peter Bærendsen

Aldrig mere ‘almindelig’ skovtur

Indsendt af Kirsten V Jensen

Efter en sjov tur rundt i skoven med junior på 10 år kunne jeg ikke få ham med i ‘almindelige’ skove. Suserupskoven, hvor der skal klatres og kravles for at komme rundt er bare så meget sjovere at gå tur i!

Tak for din oplevelse

I efteråret 2018 kunne alle dele oplevelser fra de 30 steder, der var nomineret til Danmarks Naturkanon. Vi modtog mere end 1.200 oplevelser, som du kan se her på siden. Juryen gennemgik alle oplevelserne inden de traf den endelige beslutning om hvilke 15 steder, der blev udvalgt til Danmarks Naturkanon.

Se den endelige Naturkanon her

Vinderne af konkurrencen får direkte besked.